Hvad er et hold i ryggen?

Akut hold i ryggen/lænden, hekseskud, lumbago, rygsmerter, akutte lændesmerter mm. Kært barn har mange navne. Lændesmerter er en folkesygdom – op til 80% af os alle vil opleve en eller flere episoder med lændesmerter. Et hold i ryggen/hekseskud kan opstå på flere måder: Du kan vågne op med et hold i ryggen (nogle gange kan smerterne komme noget tid efter, at du har lavet en forkert bevægelse), det kan komme snigende over tid og det kan opstå pludseligt ved en forkert bevægelse.

Men hvad er et hold i ryggen egentligt? På nuværende tidspunkt ved forskningen ikke om det er ryggens muskler, led, sener eller ligamenter som giver symptomer ved et hold i ryggen. Dog ved vi, at der i ryggen ofte opstår en inflammation. Inflammation er kroppens naturlige helingsmekanisme, som gør at kroppen kommer sig efter der har været en skade. Udover at hjælpe ryggen med at komme sig, vil inflammationen også beskytte ryggen fra yderligere skade.

Før hold i ryggen
Efter hold i ryggen

Inflammationen er med til at beskytte ryggen ved at øge følsomheden i ryggen. I din hverdag kommer dette til udtryk ved, at du ikke kan udføre de bevægelser og aktiviteter som du plejer at kunne – enten på grund af manglende bevægelighed og/eller rygsmerter (fordi ryggen er mere følsom, og vil reagere hurtigere for at beskytte dig). Ryggens kapacitet (det som den kan) vil derfor være mindre end hvad du er vant til fordi ryggen er mere følsom over for belastning.

Hvordan føles et hold i ryggen?

Ved et hold i ryggen har du oftest svært ved at bevæge ryggen på grund af manglende bevægelighed og kraftige smerter (det kan fx være jagende smerter), når du fx vender dig i sengen, rejser dig op fra stolen eller skal have strømper og sko på.

Smerterne i ryggen kan være lokale, som et bred bånd henover lænden eller mere udtalt i den ene side. Der kan være udstrålende smerter ned i benene – uden at der er tale om en diskusprolaps. Det er ikke unormalt, at kroppen vil kompensere for smerten ved at du læner dig væk fra det område i ryggen, som gør ondt – så du får en “skæv” holdning. Det bliver bedre i takt med at smerterne i ryggen bliver bedre.

Du kan have en vedvarende følelse af, at noget sidder i klemme (det behøver slet ikke at være en nerve) samt jagende, kraftige smerter når du bevæger ryggen. Du mærker ofte mere til det om morgenen, efter du har ligget eller siddet stille, hvor skal bevæge ryggen stille og roligt for at lindre smerte.

Hvor lang tid tager et hold i ryggen?

For det meste vil et hold i ryggen gå i sig selv i løbet af seks uger uden at man opsøger behandling ved fysioterapeut eller lignende. Dem, som opsøger behandling, oplever hurtig bedring inden for et par uger. Dog kan 33% forvente flere episoder med rygsmerter i løbet af et år efter. For mindre gruppe af dem med kroniske/vedvarende smerter kan et hold i ryggen fortsat være et problem et år efter det begyndte.

Hvad skal man gøre, hvis man har hold i lænden?

Bevægelse er den bedste behandling du kan give dig selv, når du har et hold i ryggen. Bevægelserne kan både være rygøvelser og/eller opretholde din normale fysiske aktivitet og hverdag så godt som muligt. Når du bevæger dig, hjælper du ryggen med at komme sig, så du kan øge bevægeligheden og mindske dine smerter. Korte gåture er ofte en rigtig god behandling til hold i ryggen.

To øvelser for lænden, som virker for de fleste.

Den berømte McKenzie-metode og McKenzie øvelser for lænden.

Derudover kan du tage smertestillende medicin efter behov. Medicinen kan mindske dine rygsmerter, så du kan mere i hverdagen mens du bevæger dig mere naturligt. I så fald bør du tage kontakt til din praktiserende læge, så du kan få personlig hjælp og rådgivning.

En muskuloskeletal fysioterapeut kan hjælpe dig med markant bedring ved et hold i ryggen. Det kan blandt andet være en kombination af nedenstående, som bliver tilpasset din hverdag:

  • Grundig undersøgelse af ryggen og relevante muskler, led samt nerver, så vi kan finde de(n) øvelser der passer til din ryg, som kan øge bevægeligheden og mindske smerter i ryggen.
  • Manuel behandling (ledmobilisering, udspænding og/eller massage) af ryggen, som kan være med til at dæmpe dine rygsmerter.
  • Hjælpe med at dosere intensitet, mængde og frekvens af øvelser og fysisk aktivitet, så du kan holde ryggen (og resten af kroppen) i gang mens rygsmerterne står på.
  • Vejledning i hvordan du håndterer dine rygsmerter mest hensigtsmæssigt, så du ikke gør noget forkert, og ryggen genvinder sit naturlige bevægemønster.

Læs mere om behandling af lændesmerter på klinikken, så du kan bevæge ryggen trygt og frit igen.

Hvordan aflaster man lænden ved et hold i ryggen?

Når du har hold i ryggen vil du sandsynligvis få brug for at aflaste lænden i perioder for at mindske smerterne. I denne sammenhæng er det vigtigt, at det både er en belastning for ryggen, når du bevæger dig – men også når du sidder eller ligger. Det er forskellige måder at belaste lænden på. Derfor er den bedste aflastning for lænden, at skifte stilling når du har brug for det (når smerten bliver værre). Det kan eksempelvis være et skift fra inaktivitet til bevægelse (eller omvendt), når du kan mærke, at dine smerter i ryggen bygger sig op. På den måde vil du skifte mellem bevægelse og hvile, når ryggen har brug for det – og mange gange vil dette have en god effekt.

Hvornår skal man gå til lægen med hold i lænden?

Det er heldigvis kun i sjældne tilfælde at akutte lændesmerter skyldes alvorlig sygdom. Du bør blandt andet være opmærksom ved lændesmerter i nedenstående. Hvis du er i tvivl, bør du altid søge læge.

  • Lændesmerter er opstået i forbindelse med feber eller andre sygdomme
  • Du har lignende smerter andre steder i kroppen (udover ryggen)
  • Det tager mere end 30-60 minutter før ryggen kommer i gang om morgenen (i forhold til smerte og nedsat bevægelighed)
  • Nedsat følesans, når du skal tørre dig efter et toiletbesøg
  • Tiltagende manglende kraft/følesans i musklerne i benene
  • Svært ved at kontrollere vandladning og afføring – både at komme af med det, og holde på det.
  • Du har tidligere haft kræft
  • Du har tabt dig 5% (eller mere) inden for det seneste halve år
  • Du har knogleskørhed og har tidligere haft sammenfald i ryggen